Virksomheder frygter at miste omsætning

Hver 10. virksomhed vurderer, at mindst 25 procent af omsætningen er truet, hvis ikke de gør noget digitalt, viser undersøgelse fra DANSK IT og Rambøll.

Danske virksomheder vurderer, at de risikerer at miste store dele af omsætningen, hvis ikke de gør noget nu på den digitale front. Hver 10. virksomhed vurderer, at mindst 25 procent af omsætningen er truet, hvis ikke de gør noget digitalt. I gennemsnit er 13 procent af omsætningen truet på tværs af alle brancher. 

Det viser undersøgelsen IT i praksis® 2016 fra Rambøll og DANSK IT. I den fortæller topledere fra top 500-virksomheder, at 13 procent af omsætningen er truet, hvis ikke de gør noget på den digitale front inden for de næste tre år. Især de finansielle virksomheder er udsatte; de står til at miste 19 procent af omsætningen. 

- På grund af den ekstremt høje hastighed, hvormed digitaliseringen forandrer markedet, er det mere end nogensinde nødvendigt, at virksomhederne løbende vurderer markedet og egne styrker og svagheder, siger Steen Christensen, Direktør, Rambøll Management Consulting.

Langt fra alle virksomheder er dog klædt på til hurtigt at kunne omstille sig til de digitale forandringer.

Ifølge undersøgelsen arbejder knap 40 procent med at gentænke deres forretningsmodel eller afdække, hvordan deres markeder forandres af nye digitale muligheder, og kun 26 procent undersøger, om der er trusler mod virksomhedens produkter eller services.

- Når der ikke er flere virksomheder, der regelmæssigt vurderer de digitale muligheder og trusler, skyldes det næppe, at virksomhederne ikke er opmærksomme på, at digitaliseringen meget hurtigt kan vende op og ned på markedet. Det skyldes nok snarere, at mange virksomheder ikke har fundet opskriften på, hvordan de kommer på forkant med en udvikling, der går ekstremt hurtigt, siger Rikke Hvilshøj, adm. direktør, DANSK IT.

Hun peger på, at løsningen på den udfordring ikke nødvendigvis findes i virksomhedernes egen organisation. 

- Nogle virksomheder har haft succes med at invitere iværksættere, der ikke har rod i de traditionelle brancher, ind i organisationen, og det på en måde, så der er afstand til den eksisterende organisation, så den ikke skaber begrænsninger. Danske Banks Mobilepay er et godt eksempel på, hvordan man med den tilgang har haft held med at blive digital frontløber på et område, fortæller Rikke Hvilshøj.

- Der eksisterer i dag ganske få virksomheder i markeder, som med flerårige strategier præcist kan beskrive behovet for digitale initiativer. Dertil er forandringshastigheden for stor. Derimod har enhver virksomhed mulighed for at sætte en retning for, hvor deres initiativer i forhold til digital teknologi skal bevæge sig hen, påpeger Steen Christensen, Rambøll Management Consulting.

At forretningen og it-funktionen er enige om målene er en væsentlig forudsætning for, at virksomhederne får sat en retning for, hvor de skal bevæge sig hen. Her viser rapporten, at de danske CEOs og CIOs ikke altid prioriterer ens. Ikke mindst er der stor forskel på, i hvor høj grad kunder og slutbrugere skal involveres i den digitale innovation. Hos CEOs er det i top-4, hos CIOs på en top-12.

- Det kan undre, at kundeinddragelse ikke prioriteres højere hos CIOs, når mange af de virksomheder, der for alvor har udfordret de traditionelle forretningsmodeller netop er kendetegnet ved aktivt at drive innovationen ved at inddrage kunder og slutbrugere, slutter Rikke Hvilshøj. 

 

 



Netværk - Tirsdag - d. 8-12-2015

CIO's

Netværksgruppen for CIO's er et eksklusiv forum for it-beslutningstagere med fokus på strategisk ledelse. 
Ledelse skyen

Konference - Tirsdag - d. 22-11-2016

Digital Leadership

Hvad betyder den digitale transformation for din virksomhed? Er I klar til at disrupte jer selv? På konferencen Digital Leadership, der afholdes den 22. november 2016, får du inspiration til hvordan du forbereder ledelsesteamet på den digitale fremtid.